Hvorfor LCHF virker for mig....

Siden januar, har jeg så'n on/off, levet efter denne form for kost. Low Carb High Fat. Altså få kulhydrater, og masser af god og sund fedt.
Kulhydraterne giver jo nærmest sig selv, det har de fleste en holdning til, at de ikke vil have for mange af. Men fedtet derimod.... Det er svært for de fleste. Vi er blevet tudet ørene fulde om hvad der er sundt for kroppen, og fedt var i hvert fald ikke en del af en sund kost.

Jeg skal ikke gøre mig klog på studierne bag, for det har jeg ikke sat mig godt nok ind i. Det er der nogle andre der har gjort for mig. Jeg kan bare konstatere hvordan jeg har det.
Jeg er selv blevet meget inspireret af forskellige blogs. Fx madbanditten, som jeg tidligere har nævnt herinde.
Jeg kan virkelig godt lide at få rigtig mad, lavet fra bunden, og det kan man i høj grad sige at dette her handler om. Fedtet kunne være smør, olie, mayo, piskefløde, creme fraiche 38% osv. Altså gode fede produkter. Det smager jo for fanden da bare bedre, og mætter helt anderledes end lightprodukter, og derfor spiser man heller ikke så store portioner.
Jeg fik tilmeldt mig et kursus om LCHF, i den tro at det handlede om hvordan og hvorledes. Det var det i en grad også, men det handlede faktisk mest om at tabe sig. Jeg kunne ret hurtigt mærke at det ikke var det der var vigtigst for mig. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke vil tabe mig. For det vil jeg VIRKELIG gerne. Men det er bare ikke det vigtigste mere. Det der er vigtigt for mig, efter små fire måneder mere eller mindre på denne form for kost, er at jeg har det godt.

• Jeg er ikke oppustet mere
• Min hud er blevet fin og spændstig
• Jeg har ikke pludselig lyst til at kaste mig over fx chokolade hen på eftermiddagen
• Jeg behøver ikke at spise mere end til jeg er mæt
• Jeg sover som et barn om natten og er glad og frisk om dagen (som man nu kan når man går i seng kl et, og skal op igen kl seks pga vågen bebs)
• Jeg føler mig ikke afhængig af mad (mere)
• Selvom jeg skriver meget om mad, og laver meget mad, er det faktisk ikke noget der fylder specielt meget hos mig (mere)
• Jeg når sjældent at blive specielt sulten inden næste måltid. (3 måltider om dagen og evt et mellemmåltid hvis jeg bliver sulten. -Hvis!)

Det er bare nogle af de ting der er mest tydeligt for mig. Det der er allervigtigst, er at jeg for første gang nogensinde, føler mig fri af sukkermonsteret. Det er simpelthen en mærkelig følelse, når man ALTID har brugt meget tid på at tænke på 'lækker' mad og især at spise 'lækker' mad. For; man skal jo også have lov at leve, og ellers bliver det for surt, og man må godt en gang imellem.
Ja. Det skal man og det må man. Men er det ikke at leve, at man har det godt i sin krop, og ikke render rundt og er tung og træt i kroppen? Og for hvad? Et stykke kage? Bevares, HELT sikkert et lækkert stykke kage, men dog kun et stykke kage. Det er bare så hurtigt glemt igen, og derfor måske ligemeget...? Jeg ved det ikke. Og jeg siger heller ikke at jeg ikke kommer til at spise på en anden måde igen. Jeg kan bare mærke at det virker for mig lige nu. Forleden da jeg var ude med Frida, og vi brugte hele dagen i nyhavn. Der var det altså bare besværligt at skulle lede efter noget jeg synes var ordentligt. Plus at Frida synes det var hyggeligt at jeg spiste en is sammen med hende, bilder jeg mig selv ind. :D Selvom jeg ikke som sådan havde lyst til is, så ender jeg alligevel med at købe en kæmpe stor is med tre kugler OG hjemmelavet vaffel. Mindre kunne måske have gjort det, eller intet -faktisk. For da jeg så havde spist den, tog jeg en tår vand, og så var det ligesom om at den var glemt igen. Eller at jeg ikke var helt tilfredsstillet... Hvis der havde været mere, havde jeg helt sikkert spist det. Så godt der ikke var det! Jeg tror aldrig jeg har levnet is, og jeg ville helt sikkert ikke kunne gøre det her!

Men det er også super vigtigt for mig at Frida og Sisse får et naturligt forhold til mad. Det synes jeg ikke at jeg har. Jeg ville elske at jeg kunne spise en lille is, eller spise noget af slikket. Men det kan jeg ikke. Næh, jeg kører rask væk det hele ned, og får det så dårligt bagefter. Hvis ikke fysisk, så psykisk. Jeg fortryder mega meget at jeg har spist det, og så er det synd for mig, og så skal jeg trøstes, eller 'nu er det jo alligevel ødelagt, så jeg starter igen på mandag'. Kender i det?
Så jeg kunne ikke drømme om at fortælle mine unger at jeg er på kur, eller snakke med dem om at de er for tykke. Jeg håber at de kommer til at vokse op med en sund indstilling til mad, så de oftest bare vælger det der er sundt, for det er det de er vant til at få, og ikke fordi hun har set at jeg skal tabe mig tabe mig, og derfor er 'bange' for at tage på. Det skal jo bare være naturligt. Men hvem fanden har den gyldne nøgle til DEN løsning????? Jeg spørger bare.

Men jeg føler virkelig at jeg er inde i en periode, hvor der skal ske forandringer. Sådan havde jeg det også sidst jeg var på barsel. Og det må da MEGET gerne gå i retningen af noget mere sundhed.
Min kondi er også helt ad helvedes til, og har faktisk, med få undtagelser, været det.
Så nu har jeg fået tilmeldt mig en bootcamp på seks uger, sammen med en veninde. Det er jeg meget spændt på. seks uger, tre gange om ugen. Simpelthen for at komme igang med træningen, som jeg virkelig godt vil.
Men der følger også en kostplan med, og efter sigende, skulle det være lidt hårdt at komme igang med træningen på LCHF, indtil kroppen har vænnet sig til det, men SÅ skulle det også være rigtig godt, og super benzin for kroppen. Der skulle fx være flere sportsmænd der lever efter denne kost, og har rigtig gode resultater.
Det er selvfølgelig noget jeg skal snakke med dem om når vi starter, og jeg er også villig til at ændre kosten for en periode, men jeg er ret sikker på at jeg vender tilbage til dette.

For jeg har det simpelthen SÅ godt på denne form for kost... :)